Senest redigeret 25. september 2024

Med tilladelse fra BDO-Danmark, er der her på hjemmesiden sidste nyt om boligskat 2021-2023.


Boligskat 2021-2023

Mere end hver anden har fået efterregning.

I takt med at Vurderingsstyrelsen udsender nye ejendomsvurderinger pr. 1. januar 2020, bliver boligejernes grundskyld og ejendomsværdiskat for årene 2021-2023 genberegnet.

Lidt over halvdelen af boligejerne har nu været gennem denne proces.


Selvom det går langsomt, så skrider det dog fremad for Vurderingsstyrelsen med udsendelsen af ejendomsvurderinger pr. 1. januar 2020 for landets omkring 1.750.000 ejerboliger. Det vil sige primært parcelhuse, villaer, rækkehuse, sommerhuse og ejerlejligheder. Målet er angiveligt stadig, at alle vurderinger skal være sendt ud inden udgangen af 2024.

2020-vurderingen danner grundlag for opkrævningen af boligskatter – grundskyld og ejendomsværdiskat – for årene 2021–2023. Det betyder, at disse boligskatter i første omgang er blevet opkrævet på et foreløbigt grundlag, og at skattene skal genberegnes, når de nye vurderinger foreligger.

Genberegningen vil for visse boligejere betyde, at de skal have penge tilbage, mens andre skal betale. For begge typer vil resultatet ofte komme som en overraskelse. Vi har således en klar oplevelse af, at mange boligejere er helt uforberedte på efterreguleringen.

Det gælder ikke mindst dem, der får efterregninger, idet mange har troet, at de ville være beskyttet mod stigninger i deres boligskatter via den skatterabat, som er blevet givet til dem, der har købt og overtaget en ejerbolig inden udgangen af 2023. Det er ikke tilfældet. Mens der ikke sker efteropkrævning for årene 2011-2020, er det politisk bestemt, at grundskylden for årene 2021-2023 må stige i et sådant omfang, at der samlet kan kræves efterbetaling af et beløb svarende til 28 % af grundskylden i 2020. Også ejendomsværdiskatten kan i visse tilfælde føre til efterregninger.

De oprindelige forventninger
For halvandet år siden forventede Skatteministeriet, at der for omkring 1,1 mio. ejendomme ville blive tale om efterbetaling af grundskyld, mens der for ca. 120.000 ejendomme ville komme efterregninger på ejendomsværdiskat. I langt de fleste tilfælde forventedes der at blive tale om efterregninger på under 5.000 kr. for alle tre år tilsammen.

På samme tidspunkt forventedes det, at der for ca. 390.000 ejendomme ville blive tale om tilbagebetaling af for meget opkrævet grundskyld for 2021-2023, mens der for ca. 275.000 ejendomme forventes at skulle ske tilbagebetaling af ejendomsværdiskat. En del ejere ville kunne se frem til tilbagebetaling af både grundskyld og ejendomsværdiskat, mens der kun for ca. 10 % af ejerboligerne ville blive tale om en nulregulering. Altså hverken efteropkrævning eller tilbagebetalin

Foreløbig status
Ifølge oplysninger, som vi har indhentet hos Vurderingsstyrelsen, var der ved udgangen af august måned 2024 sket genberegning af boligskatterne for 975.000 ejendomme – lige over halvdelen af alle ejendomme – og med følgende resultat:

Som det fremgår, er antallet af ejendomme med nulregulering markant højere end forventet, mens antallet af ejendomme, hvor der er modtaget en efteropkrævning, er mindre end forventet. Det er dog nærliggende at tro, at det foreløbige resultat har sammenhæng med, at der indtil nu kun er sket genberegning for relativt få sommerhuse og ejerlejligheder, og at fordelingen vil ændre sig, når alle vurderinger er sendt ud.